Holbæk Art donerer over 100.000 Plus-Plus-klodser til lokale skoler

Som et lille ekstra plus ovenpå YOUNG ARTist-ugen, hvor mere end 300 børn deltog, har Holbæk Art haft glæden af at donere de over 100.000 Plus-Plus-klodser, der blev brugt ved eventen, til lokale skoler. I stedet for at gemme de mange klodser til 2020, hvor YOUNG ARTist igen finder sted, så valgte vi i Holbæk Art at lade klodserne komme til glæde og gavn i specialklasser samt 0. klasser på:

Katrinedalskolen i Svinninge 
Skovvejens skole i Undløse 
Kildedamsskolen i Tølløse 
Afd. Bjergmarken i Holbæk 
Eventyrlunden i Holbæk + Spiretårnet specialbørnehave 
Den private Realskole i Holbæk

Der var tydelig glæde at se i børnenes øjne, da klodserne blev sat på bordet. Vores formand mærkede forventningens glæde fra børnene, som var han selveste julemanden, der var trådt ind af døren og Holbæk Art føler sig så taknemmelige for den store donation af klodser fra Plus-Plus, som vi nu får lov at give videre. Se billeder fra donationen i galleriet.