Nyskabende navne til Holbæk Art 2018

Holbæk Arts kurator og kunstkritiker på Weekendavisen Maria Kjær Themsen har haft travlt denne sommer, både med at besigtige Holbæks mure og gavle, men også gøre sig overvejelser om hele Holbæk Arts koncept, og hvordan det skal videreføres, for efterfølgende at indgå aftaler med de kunstnere, som hun har fundet bedst til opgaven. Det arbejde er nu veloverstået, og Holbæk Art præsenterede forleden aften for ca. 95 inviterede sponsorer og gæster de syv kunstnere, der kommer til at udgøre Holbæk Art 2018.

Da Maria Kjær Themsen fik opgaven at være kurator for Holbæk Art, fulgte der mange store overvejelser med. I Holbæk Art er det årets kurator, der alene lægger linjen for, hvordan projektet skal realiseres. Dermed skulle hun både løfte en tung arv fra de tidligere kuratorer John Kørner og Dina Vester Feilberg, men også lægge sin egen linje på en måde, der sikrer, at Holbæk Art altid har en nyskabende og udfordrende tilgang til samtidskunst i byrummet. Maria tog derfor til Holbæk og lod sig inspirere af byens rum, der straks satte fantasien i gang hos hende, og hun fandt frem til noget, der vil gøre Holbæk Art endnu mere nyskabende, end vi hidtil har set. I 2018 finder lyskunst og installationskunst nemlig vej til Holbæks mure.

Holbæk Art kan således præsentere:

Astrid Svangren, svensk kunstner

Anders Bülow

Lea Porsager

Ursula Reuter Christiansen, dansk/tysk kunstner

FOS = Thomas Poulsen

Mette Winckelmann

Tricia Middleton, canadisk kunstner

Kunstnerne omfatter således en række højtestimerede danske og udenlandske navne, der alle har markeret sig inden for samtidskunst, men det, der for alvor gør dem interessante i Holbæk Art-perspektiv, er, at der er kunstnere på listen, som primært er installationskunstnere. Hvordan installationskunsten nu omsættes til et murmaleri, sker gennem en tæt dialog mellem kurator Maria Kjær Themsen og kunstnerne. Holbæk Art planlægger således også for første gang en større lysinstallation, der tænkes placeret på en af gavlene i Holbæk udført af den kendte kunstner FOS.

Og de valgte kunstnere har allerede fået den første blåstempling fra den mangeårige mentor for Holbæk Art, Administrerende direktør på Statens Museum for Kunst (SMK), Mikkel Bogh, der har tilkendegivet, at fire af de valgte kunstneres værker enten allerede er repræsenteret eller er ved at blive indkøbt til SMK's samling. I sensommeren 2018 glæder Holbæk Art sig til at kunne præsentere dem i sin samling, der til den tid vil komme til at omfatte i alt 28 værker.