Nyheder

Møbler i naturen på Brorfelde

I dag blev der taget hul på et nyt kapitel i Holbæk Arts arbejde med samtidskunst i det offentlige rum. I samarbejde med Observatoriet Brorfelde inviterer vi arkitekter, designere og billedkunstnere til at skabe skulpturelle siddemøbler, der skal placeres i den fantastiske natur omkring Observatoriet. Dagen blev brugt på at lære stedet at kende og få inspiration til værkerne, som vil blive offentliggjort den 8. maj. Vi ser frem til processen og vil løbende informere om “Møbler i Naturen”. I kan glæde jer!

En julehilsen fra Holbæk Art

Kære venner af Holbæk Art

Her inden jul vil jeg gerne sende jer en kort beretning om året, der gik, samtidig med en stor tak til alle frivillige, kunstvenner og samarbejdspartnere for jeres hjælp og støtte.

Som de fleste ved, skete der en del forandringer i Holbæk Arts bestyrelse. Med en ny forperson og næstforperson, en ny kasserer og nye ansvarsområder for nogle af bestyrelsesmedlemmerne var det nødvendigt, at vi samledes og formulerede vores visioner for de kommende år.

Holbæk Art byder på en samling af 37 kunstværker, som er en naturlig og værdsat del af byrummet. Det er en stor fortjeneste af alle aktive frivillige og samarbejdspartnere af Holbæk Art i de sidste 10 år, at det er lykkedes, at kunsten og byen er vokset tættere sammen. Husenes vægge fungerer som lærred for malerierne, og værkerne giver husene og omgivelserne ny værdi. Denne værdi skal vi bevare og forsvare i den kommende tid. Ikke kun rent fysisk ved vedligeholdelse af vores værker, men også politisk ved at insistere på, at vi også i fremtiden har brug for perspektivering af vores by og vores liv gennem kunst i det offentlige rum.

I en tid med knappe økonomiske ressourcer og fordelingskampe om de begrænsede kulturpuljer er det vigtigt, at Holbæk Art kan samle mange engagerede borgere for at bidrage til byens kulturliv. Et vigtigt samlingspunkt er vores rundvisninger, som stadig tiltrækker mange interessenter med meget forskellige baggrunde. Tak til vores rundvisere, som sørger for, at vi fortsat taler om kunst. Også vores tilstedeværelse på de forskellige digitale platforme er vigtig i vores forsøg på at nå ud til flest mulige borgere. Tak til jer, der utrætteligt holder os opdateret. Og ikke mindst tak til alle de frivillige og samarbejdspartnere fra andre kulturinstitutioner i byen, der støtter os på mange måder.

Restaurering af Eske Kath

Som vores første større projekt i 2024 planlægger vi en restaurering af Eske Kaths maleri ved Bysøpladsen. Værket, som ejes af kommunen, var i sin tid ikke tænkt som et permanent værk, og vi må desværre konstatere, at det gradvist forfalder. Mange holbækkere elsker dette store farvestrålende maleri, og vi håber, at vi kan engagere mange borgere og byens erhvervsliv i at støtte op omkring renoveringen.

I samarbejde med Observatoriet Brorfelde vil vi i løbet af foråret kuratere syv forskellige “møbelobjekter,” som skal stå langs Brorfeldes stier. Vi glæder os til at offentliggøre navne på de involverede kunstnere/designere/arkitekter i starten af 2024.

Selvom Holbæk Art efterhånden er en etableret institution i byen, bliver det sværere og sværere at generere den nødvendige økonomiske støtte til vores store projekter. Det bliver en vigtig opgave for både bestyrelsen og alle venner af Holbæk Art at arbejde på, at vi også i fremtiden kan være en vigtig aktør i byens kulturliv med forhåbentlig endnu flere kunstværker i det offentlige rum.

Endnu engang tak til alle, som engagerer sig i Holbæk Art – byen har brug for os!

Med de bedste ønsker om en glædelig Jul og et mere fredfyldt Nytår.

Michael Nielen
Forperson Holbæk Art

Særrundvisning for fantasy-fans

I anledning af “Fantasy Dag” den 10. november inviterer Holbæk Art til en gratis særrundvisning for familier med børn.

Mødested: kl.16.00 ved Holbæk Bibliotek i Nygade (på bagsiden ved “HUSK MIT NAVN”-værket). Varighed ca 1,5 time og ruten er 2,5 km lang.

Kom på guided tur til Holbæk Arts fantastiske værker med den mystiske spåkone Rivola. Rivola kender og forstår kunstens alkymi, og vil på denne særlige tur fortælle om kunstnernes længsler og lidelser på deres rejse mod at forandre verden til et mere magisk sted.

Rundviser ved Holbæk Art Rikke Volf vil i dagens anledning antage skikkelse af Rivola, og værkerne bliver præsenteret i et lidt mere fantasifuldt lys end på vores normale rundvisninger.

Se hele Fantasy-programmet her.

Når kunsten i byrummet er med til at skabe små æstetiske og fantasifulde øjeblikke, for store og små …

Holbæk Art mødte Iben Vittrup Hansen og familie til en snak om, hvordan de oplever at leve i et byrum fuld af kunstneriske overraskelser.

‘’Cathrine Raben Davidsen har en helt særlig streg, som er elegant og underspillet, det er klart mit favorit værk. Jeg er vild med værkets placering, som er en lille gemt perle, man møder rundt om hjørnet, på den hyggelige smalle Studiestræde, med udkig til Holbæk Havn.‘’ Fortæller Iben, da vi møder hende og familien.

Når vi er på tur i byen, hele familien, minder jeg gerne pigerne om at kigge op, og gør dem bevidste om kunsten på gavlene. De digter ofte videre, og deres fantasi er livlig – det er dét kunsten i byrummet kan, det er med til at skabe små æstetiske og fantasifulde øjeblikke for store og små, midt i hverdagen og forbifarten.

Holbæk Art er med til at gøre byen levende, og jeg synes det vidner om, at der er personer, som drager omsorg for byen. Det var klart med til at give et godt indtryk af byen, dengang vi valgte at bosætte os i Holbæk.

En stor tak til Iben for de pæne ord.

Tak for fire dage med fuldt knald på kreativiteten!

Fire dage med kunst og kreativitet for børn i alderen 7-14 år løb af stablen i denne uge. Det gratis sommertilbud var gjort muligt takket være Sparekassen Sjælland-Fyn og takket være en stor indsats fra vores dygtige kunstguide og underviser, Rikke Volf. Undervisningen tog udgangspunkt i forskellige temaer, der både hentede inspiration i Holbæk Arts værker og nøje udvalgte materialer.

Rikke Volf fortæller: “Årets sommerworkshops var fire dage med ca. 15 børn pr. dag. En del børn var med flere dage, og de små grupper gjorde det muligt, at jeg kunne lære i det mindste nogle af børnene lidt at kende. Det har været fire skønne dage med fuldt knald på kreativiteten.

Der er blevet tegnet, klippet, klistret, malet og skrabet med spartler i oliekridt. Deltagerne er blevet præsenteret for nye teknikker hver dag, og de har kastet sig ud i opgaverne med stort gå-på-mod. Lige fra stjernestøv med tandbørster til abstrakte værker med oliekridt på sorte og hvide baggrunde.

Der var tid og rum, gode materialer (tak til sponsorerne) og plads til at eksperimentere. Vi var så heldige at låne Paletten, som er Holbæk Kommunes vidunderlige billedkunstlokale på Kasernen, hvor man virkelig kan boltre sig. Så det var tydeligt, at de nød det. Jeg nød det også, for det er så livsbekræftende at være sammen med de unge kunstnere, og alt er forløbet fuldstændig problemfrit takket være den fine organisering fra Holbæk Art.”

En stor tak til alle børn, der tilbragte nogle skønne og sjove dage sammen med os.

Sommeraktiviteter for børn

ALLE WORKSHOPS ER UDSOLGT

Holbæk Art har igen i år fornøjelsen af at invitere til gratis sommeraktiviteter for børn i Holbæk Kommune.

Billedkunstner Rikke Volf står klar til at føre børn i alderen 7 -14 år igennem en række sjove workshops, hvor fantasien og de kreative evner kan få frit spil.

Der er plads til maks 15 elever pr. hold, som tildeles efter først til mølle-princip.

Workshoppen foregår i Paletten, Holbæk Kulturskole, Kasernevej 43. 

Tilmelding på info@holbaekart.dk  

UDSOLGT- 1. Fabeldyr – tegning og collage mandag d.10. juli kl. 09.30 – 12.00   

Vi kigger på Ursula Reuter Christiansens værk Svanetræf og snakker om kombinationen af menneske og dyr. Vi arbejder med en blanding af collage og tegning til hhv. hoved og krop. 

UDSOLGT- 2. Planeter og Galakser – maleworkshop tirsdag d.11. juli kl. 09.30 – 12.00 

Vi kigger på Marie Kølbæk Iversens ”As a knockle and terribly upset” og maler lysende planeter på nattehimlen og laver stjernestøv med tandbørstepensler. 

UDSOLGT- 3. Sorte og hvide baggrunde – oliekridt og collage onsdag d.12. juli kl. 09.30 – 12.00 

Værket ”Caged Flowers” af Martin Aagaard Hansen er malet på sort baggrund. Det giver en helt anden grundstemning end når man maler eller tegner på hvidt. Det skal vi også prøve. Vi arbejder med oliekridt og spartel på hhv. sort og hvidt papir. Til sidst sætter vi det hele sammen til collager. 

UDSOLGT- 4. Totempæle – tegning/collage/maleri torsdag d.13. juli kl. 9.30 – 12.00 

Vi kigger på Fie Norskers værk Totem og tegner og maler hoveder og symboler, som vi senere sætter sammen til et totempæl-billede. 

Årets workshops er sponsoreret af Sparekassen Sjælland-Fyn.

Skade på værket af Linda Lamingnan

For første gang i ti år måtte vi konstatere en skade på et af Holbæk Arts kunstværker. En plade af værket af Linda Lamingnan (ved stationen) er knækket. Om årsagen var et uheld eller hærværk er svært at sige. Vi arbejder på en løsning og udbedrer skaden hurtigst muligt.

25.000 kr. til kunst i byrummet fra Sparekassen Sjælland-Fyn

I forbindelse med Holbæk Arts 10 års jubilæumsfejring havde vi besøg af Kai Uffe Larsen fra Sparekassen Sjælland-Fyn. Kai medbragte en check på 25.000 kr. til Holbæk Art, som Lene Floris og Michael Nielen modtog på Holbæk Arts vegne. Sparekassen Sjælland-Fyn er kendt for at støtte lokalt og hjælpe byens aktører med at realisere projekter, hvilket flere gange er kommet Holbæk Art til gode. Vi takker for den flotte donation. Vi kunne ikke klare os uden den stærke opbakning, vi møder lokalt.

Michael Nielen er ny forperson for Holbæk Art

På det konstituerende bestyrelsesmøde d. 20. april blev Michael Nielen valgt som ny forperson for Holbæk Art.

Michael udtaler: ”Først og fremmest vil jeg sige tak til vores forhenværende forperson Lene Floris og alle de andre frivillige som har videreudviklet Holbæk Art til en kulturinstitution med solid forankring i byen. Vi vil også i fremtiden arbejde for at skabe økonomiske og logistiske rammer til kunstværker der kan perspektivere vores by. Vores lokale kulturliv har ved siden af et velfungerende foreningsliv med mange frivillige brug for at blive udfordret af kunst, skabt af professionelle kunstnere. Om det bliver flere gavlmalerier eller værker der arbejder med andre medier og placeringer skal vi diskutere i den nærmere fremtid. Jeg glæder mig til et godt samarbejde med resten af bestyrelsen og alle dem, der engagerer sig på anden vis i Holbæk Art. Vi vil fortsat arbejde sammen med mange andre kulturaktører og byens erhvervsliv og håber at vi i fællesskab kan bygge videre på det fundament Holbæk Art har skabt i løbet af de sidste 10 år.”

Holbæk Arts nye bestyrelse består af: Michael Nielen (forperson), Marianne Magnussen (næstforperson), Jan Thomassen (kasserer), Christina Krzyrosiak Hansen, Mogens Christiansen, Jakob Schiøtt, Camilla Middelboe Larsen.