Nyheder

Skrevet: tor, 04/09/2014 - 09:46

Har du været rundt i byen og set Holbæk Arts værker? Så har du sikkert også dannet dig en mening om dem, og måske endda diskuteret dem med andre.

I så fald har Holbæk Art ramt plet. For meningen med samtidskunst er, at den skal skabe holdninger, udfordre ens smag og give noget at snakke om.

Hvis du har lyst til at dele din mening om Holbæk Arts værker med os, så send os en mail med, hvilket/hvilke værker du har set, hvad du mener om det/dem og hvorfor. Samtidig giver du os lov til eventuelt at publicere og dele din mening på vores hjemmeside og Facebookprofil.

Vi opfordrer alle til at forholde sig konstruktivt til værkerne, uanset om man mener noget positivt eller negativt.

Mails sendes til: info@holbaekart.dk

På forhånd tak for din feedback.

 

 

Skrevet: man, 01/09/2014 - 09:23

Over 500 gæster valgte at deltage i ferniseringen af Holbæk Art

Folk kom fra nær og fjern for at være med, da Henrik Møller erklærede Holbæk Art - det anderledes kunstmuseum - for åbent. Vi mødtes i Museumsgården. Gæster, talere og ikke mindst de kunstnere, som har bidraget til udsmykningen af Holbæk var til stede.

Vejrprofeterne havde varslet regn, masser af regn, men der kom kun enkelte dryp, som ikke fik indflydelse på arrangementet.

Borgmester Søren Kjærsgaard, Sven Wolff-Jacobsen fra Holbæk Østre Rotary Klub, kurator John Kørner og Henrik Møller, initiativtager og tovholder holdt taler, og alle var enige i at Holbæk Art var i særklasse og kunne være med til at give Holbæk et brand som kunstby. Barren var fra starten sat meget højt, og det var en af årsagerne til den succes som Holbæk Art var blevet til. John Kørner havde ikke tøvet med at sige ja til posten som kurator, og var glad for den tillid initiativtagerne havde udvist.

Uden sponsorer var Holbæk Art aldrig blevet til noget. Opbakningen fra hovedsponsorerne og det lokale erhvervsliv havde været glædelig og legendarisk, ligesom opbakningen fra den hær af frivillige, som havde arbejdet for sagen igennem meget lang tid.

YOUNG ARTist - kunstkonkurrencen for børn og unge, havde været i gang i ugen op til ferniseringen var også blevet en succes. Ca. 500 børn og unge havde deltaget i konkurrencen, som meget professionelt var arrangeret og styret af Kunsthøjskolen i Holbæk og sat i scene i Nordvestnyts gamle rotationshal. 

Efter talerækken gik alle gæster med John Kørner i spidsen på byvandring til 4 værker, som er placeret nærmest museet. John Kørner gav værkerne et ord med på vejen. Om tankerne bag kunstværkerne, og også hvad der gjorde at netop dén kunstner havde fået tildelt netop dén gavl eller væg til udsmykning. Alle 13 Holbæk Art kunstnere har valgt meget individuelle løsninger, og lige præcist dette er med til at give Holbæk Art den mangfoldighed i udtryk, som giver et snapshot af dansk samtidskunst anno 2014.

Holbæk Art stopper ikke her. Der er mange planer for fremtiden, og hensigten er at 60-100 samtidskunstværker om nogle år vil være tilgængelige i det anderledes kunstmuseum. Åbent hele døgnet, gratis og for alle. En gave for borgere og gæster - unge som gamle.

 

 

Skrevet: søn, 31/08/2014 - 16:24

Holbæk Art udstiller mere end 70 værker på Æglageret. Og du kan få dem med hjem. Alle udstillede værker er til salg ud fra princippet om, at alle skal have råd til kunst.

 

Du kan køber værker af:

John Kørner

Cathrine Raben Davidsen

Erik Hagens 

Per Mølgaard

HuskMitNavn

Kaspar Bonnén

Jakob Boeskov

og Malene Landgreen

 

Blandt dem er en del originale skitser til tidligere værker af Erik Hagens og dertil en række originale, unikaværker af Cathrine Raben Davidsen og Per Mølgaard. 

De øvrige kunstnere stiller med litografier og stentryk signerede og eksisterende i begrænsede oplag.

Skynd dig forbi Æglageret, og få dit eget stykke Holbæk Art med hjem.

 

 

Skrevet: tir, 26/08/2014 - 18:18

I øjeblikket er der 7 af kunstnerne, som udstiller på Æglageret, Lindevej 6, 4300 Holbæk.

Det er Kirstine Roepstorff, Malene Landgreen, HuskMitNavn, Per Mølgaard, Cathrine Raben Davidsen, Erik Hagens, John Kørner og Kaspar Bonnén. I alt er der 70 litografier, originalskitser, oliebilleder som udstilles til og med søndag d.31.august i Æglagerets åbningstid. Vent ikke for længe, siger Mogens Christiansen, som er udstillingsanvarlig. Salget går strygende.

 

 

Skrevet: man, 25/08/2014 - 12:56

Erik Hagens, Ferdinand Ahm Krag, Per Mølgaard, Malene Landgreen, Kaspar Bonnén og John Kørner har indtaget byen og er i fuld gang med deres værker.

I løbet af dagen vil de få selskab af Superflex, Cathrine Raben Davidsen, Torben Ribe og Jakob Boeskov. Og tirsdag kommer Alexander Tovborg og HuskMitNavn til byen.

Kirstine Roepstorff har arbejdet på at male plader, der skal monteres på sygehusets ru facade. Hendes arbejdsplads har derfor været flyttet til ÆGlageret, hvor hendes fædigmalede værk kan ses, indtil det bliver hængt op.

Hvis du ikke har fundet de 13 arbejdspladser i bybilledet, så hent og print guiden “Tour de Holbæk Art” her fra hjemmesiden.

 

 

Skrevet: tor, 21/08/2014 - 17:49

Måske har du allerede set Erik Hagens og Per Mølgaards arbejde i Blegstræde og på Bysø Plads? Det er kun begyndelsen. I den næste uges tid vil Holbæk vrimle med kunstnere. For nu er tiden kommet til at få værkerne opført på Holbæks gavle.

Kunstnerne arbejder meget forskelligt. Nogen værker tager det en hel uge at male, mens andre færdiggøres på 2-3 dage. Det varierende arbejdstempo skyldes, at kunstnerne på forhånd har udarbejdet detaljerede skitser over, hvordan værkerne skal se ud. Desuden tager nogle kunstnere en hjælpende hånd med i form af deres assistenter.  

Hovedparten af kunstnerne vil lægge sidste hånd på værket dagen før ferniseringen, så det bliver den helt store optakt til finalen. Du er selvfølgelig velkommen til at smugkigge ved kunstnernes arbejdspladser den kommende tid, men husk også at møde op til ferniseringen den 29. august, hvor vi officielt byder de 13 dugfriske værker velkommen til byen.

 

 

Skrevet: ons, 20/08/2014 - 13:12

Så er juryen udpeget til Young ARTists billedkunst-konkurrence. Juryen vil træde sammen den 2. september for at udpege vinderne i de forskellige kategorier. 

 

Juryens medlemmer er:

Peter Land (billedkunster)

Henrik Miklos Andersen (leder af BGK Vestsjælland)

Søren Kjærsgaard (Borgmester Holbæk)

Diana Huniche (kreative chef hos virksomheden Plus Plus)

Michael Nielen (forstander for Kunsthøjskolen i Holbæk)

 

 

Skrevet: fre, 15/08/2014 - 09:26

Den gensidige glæde var helt i top, da Holbæk Art og EUC’s maleruddannelse i Holbæk gik sammen om at klargøre facaderne forud for kunstnernes ankomst.

EUC stillede med et team af friske og flittige elever fra første og andet år på uddannelsen. Allerede fra kl. 7.30 stod eleverne klar til at tage imod den lift, som Slagelse Liftudlejning bragte til Holbæk, hvorefter eleverne, under kyndig vejledning af deres malerinstruktører, selv fik kørt liften i stilling. Smalle porte, snævre baggårde og vinklede huse var ingen hindring. Herefter blev der gjort klar til først afrensning af facaden og senere et lag grundmaling. Flügger har leveret alt lige fra rensemiddel til maling, så facaderne kunne få den helt store forbehandling.

For eleverne var arbejdet en god vej til at prøve virkelighedens malerarbejde af udenfor skolens rammer. Samtidig var det liften en ny og spændende udfordring, som eleverne normalt ikke har mulighed for at prøve.  For Holbæk Art var EUC’s knowhow og arbejdskraft helt uvurderlig, da projektet nu kan overdrage smukt klargjorte vægge til kunstnerne. Og med sådan en grundig forbehandling, så skulle værkernes holdbarhed være sikret i mange år frem.

 

 

Skrevet: tir, 12/08/2014 - 14:33

Alle interesserede inviteres til fernisering på Holbæk Arts færdiggørelse af 13 pragtfulde malerier placeret på forskellige mure og gavle i Holbæk bymidte. 

Ferniseringen finder sted:

Fredag d. 29. august kl. 13.00 i gården til Holbæk Museum, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk.

Der bliver holdt tale af:

  • Borgmester Søren Kjærsgaard
  • Kurator John Kørner
  • Tidl. præsident for Holbæk Østre Rotary Klub Sven Wolff-Jacobsen.
  • Henrik Møller, idemand til projektet og formand for bestyrelsen i Holbæk Art.

Efter talerne kan man deltage i en rundvisning til fire af kunstværkerne ledet af John Kørner, der vil give deltagerne et indblik i de tanker, der ligger bag de udvalgte kunstværker.

 

 

Skrevet: man, 11/08/2014 - 14:53

Har du været forbi Holbæk Arts fotogalleri her på hjemmesiden og prøvet at gætte de kommende placeringer for de 13 værker? Hvis du er løbet tør for bud, eller bare gerne vil have styr på fakta, så tag forbi Holbæk Museum. 

I Holbæk Museums turistbutik kan du hente et gratis eksemplar af Holbæk Art-folderen inklusiv bykort over de steder, som snart vil blive prydet af kunstværker. 

I butikken fremvises også en lille udstilling over projektet.