Cathrine Raben Davidsen

Elisabeth 2014

”Elisabeth 2014” er inspireret af et mytologiske sagn om den katolske helgen Elisa-beth af Thüringen, som inspirerede navngivning  af Elisabeth-hospitalet i Holbæk, som tyske nonner drev mellem 1931 til 1974.

Elisabeth af Thüringen var iflg. overleveringen en ungarsk prinsesse, som blev gift ind i fyrstehuset i Wartburg. Hun modsatte sig hoffets ønsker og gjorde alt for at hjælpe de fattige. Da hun en dag blev grebet i at smugle brød ud fra slottet og bedt om at vise, hvad hun skjulte under sin kappe, blev brødet med guddommelig indgriben forvandlet til roser.

Det er denne legende, som fortolkes i Cathrine Raben Davidsens sort/hvide vægmaleri, der blander abstrakte og figurative elementer i en komposition, som minder om en tankestrøm eller en drøm – hvor fortid og nutid, erindringer og fantasi smyger sig ind og ud mellem hinanden.

I maleriet ses foruden mytens roser og nonnernes plejende hænder også en lodret sprække i ’lærredet’, som både repræsenterer åbningen i Elisabeths kappe og en passage tilbage til fortiden. I værket indgår desuden to kvindeportrætter: Det ene i torso i delvis profil med et nutidigt udtryk og lidt ’trukket fri’ af de sammenflettede elementer. Det andet et kvindeansigt – som er indlejret i historien i et udsnit af Holbæks arkitektur – i en tegnestil, der peger tilbage til Renæssancen. En reference som også findes i værkets fem Leonardo da Vinci-inspirerede håndstudier.

Cathrine Raben Davidsen er født i 1972 i København. Hun bor og arbejder i København.