Charlie Roberts

JUNGLE BOOGIE

Markedsgade 2

Charlie Roberts’ værk til Holbæk Art er typisk for
hans polyhistoriske tilgang til emne, stil og teknik og
er samtidig et umiskendeligt Charlie Roberts værk
fuld af energi, bløde former og klare farver.

I det store rektangulære værk ses en surfende kvindeskikkelse
i en broget fantasiverden af takkede
bølger og et mylder af væsner, som er stablet ovenpå
hinanden og ikke efterlader nogle tomme felter.
Her er bl.a. en søstjerne, fisk, fantasivæsner, en salamander
og tre ansigter/masker med horn i panden,
jokerhat og næse-horn, som stikker deres hoveder
inden for i rammen.

Værket er fyldt med bevægelse og malet i grønne, blå
og lilla pangfarver. Den surfende shortsklædte kvinde
på det irgrønne surfboard skriver sig ind i rækken
af kunstnerens karakteristiske kvindestudier, og har
lige som værkets andre elementer, en ornamental
funktion med bølgende hals og lange slyngede arme,
der vikler sig gennem værkets brogede flade.

Motivet kan være inspireret af både Marc Chagalls
drømmende fantasiuniverser, Henri Matisses dansere,
ja, sågar af byzantinske og ægyptiske værker,
men hverken indhold eller referencer formidler et
tungt og ladet symbolsprog – for formålet med det
alt sammen er ren, visuel leg og glæde i den magiske
verden, som eksisterer inden for maleriets ramme.

Charlie Roberts fortæller om arbejdet i det store format
og om det fresko-lignende look, malingen fik på
den rå betonvæg:

Det var en ære at være en del af projektet. At arbejde
i den skala var nyt for mig og en udfordring,
som vil bidrage til min praksis fremadrettet. Jeg
var tilfreds med den tekstur og drybrush kvalitet,
malingen endte med at udtrykke.

Emnet var en forlængelse af en serie af surfende
kvinder, som jeg har arbejdet med. Jeg kan godt
lide formen, rektanglets komposition, og den surfende
figurs legende natur. (oversat fra engelsk)