Janaina Tschäpe

MINA SLEEPING

Bagstræde 5

Janaina Tschäpes værk virker dragende, allerede når
man ser det på afstand henover parkeringspladsens
mylder og larm bag det gamle røde ishus. Når man
runder hjørnet fra Bysøplads gør det straks et overvældende
indtryk, for det er gigantisk, hele 110 kvm
og dermed Holbæk Arts største værk.

De anvendte farver er sarte pasteller i blå, rød og gul,
som kontrasteres af naturgrønne og dybviolette nuancer.
Den centrale og midterste del af værket udgøres
af organiske, rundede strukturer, som indrammes af
mørkere, bølgende former. I det øverste venstre hjørne
ses et stribet, lodret mønster, som glider over i de
organiske former, der dominerer det øverste, højre
felt. Det lodrette motiv gentages i variationer af stående
rektangler i brudte mønstre gennem hele værket.

Uden at kende værkets forhistorie fremstår det som et
sensuelt og sansemættet studie af lys, farve, krop og
bevægelse. Med Janaina Tschäpes egen forklaring på
værkets tilblivelse får man et interessant indblik i hendes
arbejde og den proces, hvor hun igennem flere trin
transformerer sin egen sansning og mindet om et personligt
øjeblik til et stort vægmaleri i det offentlige rum:

Til vægmaleriet i Holbæk udforskede jeg de forestillinger,
som knytter sig til begrebet om det intime
overfor det offentlige. Inspirationen til vægmaleriet
kom fra et intimt øjeblik: Jeg malede min datter,
mens hun sov. Det følgende maleri, jeg lavede, inspireret
af det første, havde de samme erindringer,
lys og farver, men med et abstrakt udtryk. Til vægmaleriet,
fulgte jeg den samme pallette af farver og
den samme abstraktion, og selvom det nu var langt
større, og vigtigere: offentligt, så rummede det stadig
den samme essens. Samtidig forsøgte jeg at integrere
vægmaleriet med dets omgivelser, med den lokale
erindring i kombination med min egen. Det er i denne
sammenhæng interessant, at den væg, jeg valgte at
male på, både kan ses på lang afstand og tættere på,
på en mere intim måde. Det er en hemmelig og samtidig
en åben tilgængelig mur. (oversat fra engelsk).

”Mina sleeping” indskriver sig som et væsentligt værk
i Janaina Tschäpes samlede produktion og er karakteristisk
for hendes praksis, hvor personlige minder
indlejres i en ny, abstrakt sanselighed, som med
kunstværket bliver vores allesammens fælles ejendom
og nye kollektive erindring.