273 gæster fik en kunstoplevelse ud over det sædvanlige

Gæster fra nær og fjern strømmede i stort antal til museumsgården i Holbæk på en af sommerens allermest solrige dage, da Holbæk Art indbød til fernisering for de nye 2016-værker, der blev færdige så sent som i ugen op til. For kurator Dina Vester Feilberg var det en stor dag, hvor hun kunne sætte prikken over i'et på sit arbejde og både ønske Holbæk Art tillykke samt takke de tilstedeværende kunstnere for den dedikation, som de var gået til opgaven med. Dina fortalte samtidig, at hun ingen intentioner har om at slippe Holbæk Art, for selvom kuratorrollen bliver overdraget til en ny kurator i 2018, vil hun stadig følge med på sidelinjen og glædes ved projektets fortsatte udvikling. Netop projektets udviklingspotentiale er noget af det, der begejstrer Holbæk Arts formand Henrik Møller, der beskriver projektet som den grimme ælling, der mangler anerkendelse, men som med de nu i alt 23 værker er vokset til Holbæks smukke svane. Holbæk Art er blivende kunst, og ikke bare en pop-up event eller et flygtig idé, men noget, der skal opbygges og udvikles gennem mange år ud i fremtiden, så Holbæk for alvor kan komme på kunstens landkort. Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard udtrykte ligeledes stor glæde ved, at Holbæk blomstrer til glæde for borgere, turister og potentielle tilflyttere, og lagde vægt på, hvordan et hovedsageligt lokalt finansieret projekt som Holbæk Art giver meget tilbage til byen. 
Efter talerne førte Dina an i en rundvisning til de syv nye værker, hvor kunstnerne også deltog aktivt i præsentationen af deres værker. Det skabte en unik dialog mellem borgere og kunstnere, hvor der både blev stillet spørgsmål, forklaret baggrund og ikke mindst klappet spontant af resultaterne. 

Holbæk Art takker alle, der deltog og ser frem til at give byens borgere såvel som gæster en unik oplevelse, når de pludselig møder værkerne i gadebilledet eller deltager på en af Holbæk Arts rundvisninger, der starter op igen til september.