Holbæk Art får 200.000 kr. i støtte fra Det Obelske Familiefond

Holbæk Art får 200.000 kr. i støtte til at udvikle og konsolidere kunstprojektet Holbæk Art 2020. 

Den fjerde udgave af Holbæk Art, Holbæk Art 2020, har fernisering den 29. maj 2020. Her bliver seks profilerede danske og internationale samtidskunstnere inviteret til at skabe nye kunstværker, som tilføjes "samlingen" af samtidskunst i Holbæk. De 33 kunstværker på facader i bymidten er tilgængelige for alle, døgnet rundt, hele året, og der er ingen entré. 

Holbæk Art er kendetegnet ved sin høje kunstneriske kvalitet, som er sikret gennem samarbejdet med anerkendte kunstnere og en professionel kurator. Projektet er også stærkt lokalt forankret gennem samarbejde med foreninger og erhvervslivet, og kunstnernes tilstedeværelse udnyttes som en ressource på bl.a. Kunsthøjskolen i Holbæk og Udstillingsstedet Æglageret.

De ny værker, som skal tilføjes ”samlingen”, udføres på stedet i én koncentreret periode op til ferniseringen, hvilket skaber dialog med byens borgere. Som noget nyt knyttes Holbæk Art 2020 desuden til relevante kunstaktiviteter i København.

Bevillingen fra Det Obelske Familiefond skal gå til kunstnerisk udvikling samt synliggørelse af Holbæk Art og dens kunstsamling. Bestyrelsesformand Lene Floris udtaler:

”Med støtten fra Det Obelske Familiefond kan vi fortsætte arbejdet med at udbygge Holbæk Arts fine samling på byens vægge og gavle. Vi er meget glade for anerkendelsen af Holbæk Arts arbejde og taknemmelige for, at bevillingen kan konsolidere vores arbejde frem mod 2024. Kunsten, der er af høj kvalitet og tilgængelig for alle, giver muligheder for en ny og anderledes dialog mellem kunstnere, turister, kunstinteresserede borgere og de borgere, der ikke selv opsøger kunstmuseerne. Det betyder noget i en by som Holbæk.”