Holbæk Art flytter uge

Holbæk Art har traditionen tro altid været afholdt i sensommeren, men det bliver der lavet om på i 2020, hvor Holbæk Art flytter om på den anden side af sommerferien og lægger sig i ugen op til Skvulp. Holbæk Arts nye strategiplan er netop præsenteret for Kultur- og fritidsudvalget i Holbæk Kommune, og udvalget tog positivt imod planerne. Holbæk Art håber, at de positive udsagn senere på året kan omsættes til en konkret bevilling, som kan hjælpe projektet på vej mod syv nye værker, som er målet for 2020. 

Holbæk Art vil gerne understrege, at vi på ingen måde er fusioneret med Skvulp. Holbæk Art er stadig en selvstændig event med egen organisation, formål og visioner, men vi håber, at vi ved at lægge eventen lige før Skvulp kan nyde godt af al den opmærksomhed, der er rettet mod Holbæk by i den periode, så flere borgere og kultur-turister vil tage del i Holbæk Art-eventen. Og samtidig er det klart signal om, at vi samarbejder og spiller sammen med andre kulturaktører i byen. Det er nemlig også en del af den nye strategi.