Hyggelig aften med Holbæk Arts støtter

Forleden bød Holbæk Art indenfor på Kunsthøjskolen, hvor sponsorer, murejere, frivillige og medlemmer af vores støtteklub, Kunstven, fik chancen for at møde Holbæk Arts nye kurator, Milena Høgsberg, samt høre Holbæk Arts formand Lene Floris og Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen holde oplæg. Christinas oplæg bød på en sjov personlig oplevelse omkring, hvordan kunsten afhænger af øjnene, som ser, samt en opfordring til at give glæden ved kunst videre til børn. Milena fortalte, hvordan de seks værker, hun skal kuratere til Holbæk Art 2020, ikke vil have et tema, men i højere grad fokusere på at skabe et godt match mellem kunstner og gavl. Desuden løftede hun sløret for, at formsproget i 2020 primært bliver maleri, og at hun vil finde kunstnere, som er egnede til at arbejde i så stor en skala, som gavlmaleri er.

 Se billeder og en video fra aftenen i galleriet og videogalleriet.