International kurator i front for Holbæk Art 2020

Holbæk Art har hermed fornøjelsen at kunne annoncere, at Milena Høgsberg er tiltrådt som ny kurator med henblik på at tilføje seks nye værker, når Holbæk Art løber af stablen igen i 2020.

Høgsberg har en imponerende international karriere bag sig som kurator og kunstskribent, men er efter 17 år bosat i NYC og Oslo til alt held flyttet til Holbæk sidste år. 

“Som nytilflyttet kunne det ikke være mere perfekt at få lov til at være kurator på et lokalt initiativ med høje ambitioner. Rækken af både danske og internationale kunstnere som har bidraget værker til projektet siden 2014 er virkeligt imponerende. Jeg nyder selv at støde på kunsten når jeg er ude at gå i Holbæks gader, og ikke mindst se hvordan malerierne mange steder er tænkt ind i den byggetradition der kendetegner den ældre del af byen” udtaler Milena Høgsberg.

Høgsberg er BA i kunsthistorie fra Columbia University og MA fra the Center for Curatorial Studies, Bard College. Hun boede i 11 år i New York, hvorfra hun har bred erfaring med at arbejde med kuratering og kunstformidling med et særligt fokus på samtidskunst. Mellem 2011 og 2016 var hun chefkurator på det anerkendte museum Henie Onstad Kunstsenter (HO) i Oslo. Som en del af ledelsen havde hun ansvar for det kunstfaglige program samt en kunstsamling på 4000 værker. På HO kuraterede hun soloudstillinger med bl.a. Torbjørn Rødland, Lea Porsager, Yayoi Kusama, og Omer Fast, samt researchprojekter med internationale kunstnere herunder Myths of the Marble (2017).

I 2016 blev hun sammen med kurator Heidi Ballet udvalgt blandt en række internationale kuratorteams til at konceptualisere biennalen LIAF (Loften International Art Festival). Deres 2017 version af LIAF tematiserede fremtidstænkning med en række nyproducerede performance-, lyd- og videoværker og et omfattende program med fordrag og kunstnersamtaler i Henningsvær, Lofoten. I den forbindelse fik Høgsberg smag for at arbejde i det offentlige rum, og skabe kunstoplevelser for lokalbefolkningen i deres nærmiljø. Hun glæder sig til at arbejde med alle de frivillige som udgør rygraden i Holbæk Art.

Lene Floris, bestyrelsesformand, Holbæk Art, udtaler:
”Jeg glæder mig vældig til samarbejdet med Milena Høgsberg, og vi er allerede så småt i gang med planlægningen af 2020. Holbæk Art føler, at det er et sandt scoop, at Høgsberg både har de helt rette kompetencer og erfaringer med i bagagen, samtidig med at hun er bosat i Holbæk. Vi kombinerer det lokale med det globale, det professionelle med det frivillige og så er Holbæk Art jo kendt for sit fine samarbejde mellem kunst og erhverv. Det ser vi frem til at styrke og udvikle frem til den store event i 2020."