Formandsskifte i Holbæk Art

Kære venner af Holbæk Art

Efter fem år på posten har Lene Floris valgt ikke at genopstille til formandsposten ved næste årsmøde den 20. april.

Lene Floris udtaler:
Det har været en meget givende og ganske krævende opgave at stå i spidsen for Holbæk Art de sidste 5 år. Men det har været det hele værd. Vi har skabt finansiering til 10 nye værker på gavle og vægge i Holbæk af danske og internationale samtidskunstnere på højt niveau: fra Chile, Alaska, New York, Berlin og selvfølgelig Danmark og Norden. Det var særligt udfordrende at fortsætte arbejdet under Covid 19, men det fik vi vendt til en succes og mødtes på nye måder, så mange hundreder af ”gæster” i alle aldre kunne få nye kunstneriske oplevelser. Jeg har lagt vægt på og sat stor pris på samarbejdet med bestyrelsen, de mange dygtige frivillige, kuratorerne, kunstnerne og ikke mindste de mange sponsorer, fonde og Holbæk Kommune. Jeg glæder mig til at følge og evt. støtte arbejdet i Holbæk Art også i fremtiden. Det er jo fantastisk, at vi i år kan fejre 10 års jubilæum og jeg ønsker alt det bedste for Holbæk Art de kommende år.


Michael Nielen, der er forstander på Kunsthøjskolen i Holbæk og en af de stiftende kræfter bag Holbæk Art, er på opfordring kandidat til formandsposten. Den endelige beslutning træffes på årsmødet.