I 2000 blev den gamle the-pavillon (fra 1850) genopført på sin oprindelige plads i Apotekerhaven ved Holbæk Museum. På pavillonens bagside, spreder de geometriske former, der udgør værket “Free Confetti” sig. Konfetti, som vi kender det i dag, stammer fra tidligere tiders symbolske ritualer, hvor man kastede korn og slik ved særlige lejligheder. Her henviser konfettien til et frit fejrende element, der søger at bryde fri af de fastlagte former.
Formerne i værket kan i sig selv ligne forstørret konfetti, men stammer fra byggematerialer fra indersiden af the-pavillonen. De grå rammer stammer fra loftet inde i huset, de kvadratiske og trekantede former fra fliseborten på indervæg og gulv, og de aflange kvadratiske former fra murstensborten på ydersidens sider og front. Også farverne er inspireret af huset, haven og de omkringliggende bygninger.
Formerne er malet på med en forsigtig svamp, for at udtrykke det midlertidige og flyvske ved konfettien. Der er altså en dvælen ved det frie og midlertidige i Winckelmanns værk, der rummer kimen til den historie, der knytter sig til the-pavillonen og samtidig henviser til det liv, der foregår lige nu og her inden i og omkring det.
Mette Winckelmann er født i 1971 i Sønderborg. Hun bor og arbejder i København.