Fire dage med kunst og kreativitet for børn i alderen 7-14 år løb af stablen i denne uge. Det gratis sommertilbud var gjort muligt takket være Sparekassen Sjælland-Fyn og takket være en stor indsats fra vores dygtige kunstguide og underviser, Rikke Volf. Undervisningen tog udgangspunkt i forskellige temaer, der både hentede inspiration i Holbæk Arts værker og nøje udvalgte materialer.
Rikke Volf fortæller: “Årets sommerworkshops var fire dage med ca. 15 børn pr. dag. En del børn var med flere dage, og de små grupper gjorde det muligt, at jeg kunne lære i det mindste nogle af børnene lidt at kende. Det har været fire skønne dage med fuldt knald på kreativiteten.
Der er blevet tegnet, klippet, klistret, malet og skrabet med spartler i oliekridt. Deltagerne er blevet præsenteret for nye teknikker hver dag, og de har kastet sig ud i opgaverne med stort gå-på-mod. Lige fra stjernestøv med tandbørster til abstrakte værker med oliekridt på sorte og hvide baggrunde.
Der var tid og rum, gode materialer (tak til sponsorerne) og plads til at eksperimentere. Vi var så heldige at låne Paletten, som er Holbæk Kommunes vidunderlige billedkunstlokale på Kasernen, hvor man virkelig kan boltre sig. Så det var tydeligt, at de nød det. Jeg nød det også, for det er så livsbekræftende at være sammen med de unge kunstnere, og alt er forløbet fuldstændig problemfrit takket være den fine organisering fra Holbæk Art.”
En stor tak til alle børn, der tilbragte nogle skønne og sjove dage sammen med os.