Foredraget med Fie Norsker er desværre aflyst.
Sæt kryds i kalenderen den 27. oktober og den 17. november kl. 19.00, hvor Holbæk Art og Æglageret byder indenfor til Artist Talks med henholdsvis Mette Winckelmann og Fie Norsker.
Mette Winckelmann og Fie Norsker er begge kendte navne i dansk samtidskunst, men også i Holbæk-sammenhænge, hvor de står bag værkerne “Totem” og “Free Confetti”, der blev til under årets Holbæk Art-event i hhv. 2016 og 2018. Fie Norskers værk blev sågar malet på gulvet i Æglagerets udstillingsrum. Nu vender de begge tilbage for at give os et spændende indblik i deres kunstneriske arbejde og arbejdsproces, ligesom der også vil være dialog om kunstværkets funktion i dagligdagen i Holbæk.
Mere info følger snarest, men sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Se det netop offentliggjorte interview med Marie Kølbæk Iversen, hvor hun fortæller om sit værk “As a knuckle and terribly upset”, der blev til under Holbæk Art 2022.
Værket kan opleves i baggården til Nygade 6 eller på sæsonens sidste rundvisninger den 24. september og 15. oktober, hvor du også kan høre mere om de tre andre nye værker.
Video af Foturi Art – Torben Papillon
Holbæk Art har udgivet en ny folder med et opdateret kort over værkernes placering.
Download den her eller hent et eksemplar på Holbæk Bibliotek, Holbæk Museum, Æglageret eller Ahlgade 1C.

Læs og download indbydelsen til Kunst på cykel her:

Fotos og yderligere oplysninger kan rekvireres på info@holbaekart.dk
Kig forbi til “Holbæk Art – Open studio” på Kulturkasernen mandag den 20. juni kl. 11.00-17.00 og se kunstværker udfolde sig.
Kom til Holbæk Art open studio på Kulturkasernen og oplev kunstnerne Linda Lamignan og Patricia Domínguez med assistenter, mens de arbejder på de plader, der skal blive til deres kunstværker. Værkerne skal efterfølgende indgå i Holbæk Arts offentlige samling af samtidskunst, der kommer til at rumme 37 værker.
Adressen er: Eksercérhallen, Kulturkasernen, Kasernevej 43 i Holbæk.
Fri entré.

Download en PDF med invitationen her.
Holbæk Art er klar med en ny placering af et de kommende værker til 5. edition af Holbæk Art – 2022.
Holbækborger og indehaver af Østre Havnevej 11, Palle Larsen, har kontaktet Holbæk Art og stillet en væg ud mod Isefjords Alle til rådighed for et nyt kunstværk. Det passer ekstraordinært godt ind i Holbæk Arts planlægning, da det for nylig er blevet umuligt at gennemføre et værk på bagsiden af skibsværftet. Værket, der skal udføres af den chilenske kunstner Patricia Dominguez, bliver nu gentænkt og omarbejdet af kunstneren til den nye placering, som heldigvis også er tæt på havnen og fjorden.
Palle Larsen, indehaver, siger: ”Da vi i forvejen er ved at give bygningen en lille ”make-up”, – kom jeg til at tænke på Holbæk Art, og alle de spændende kunstværker, der er placeret rundt om i byen, – og det slog mig at denne lidt triste industrigavl måske kunne benyttes til at forskønne både bygning og området i den østlige del af havnen. Så vi glæder os til det nye samarbejde med Holbæk Art og ser frem til resultatet.
Lene Floris, forperson i Holbæk Art siger: Vi er meget glade for, at vi så hurtigt har kunnet finde en ny egnet placering af værket af Patricia Dominguez, og ikke mindst er vi er meget taknemmelige for, at vores kurator og kunstneren så velvilligt er gået ind i en helt ny proces med at gentænke værket til den nye placering. Det er ikke bare lige ud af landevejen at flytte et værk fra en placering til en anden, og de øgede omkostninger har Sparekassen Sjælland-Fyn lovet at hjælpe Holbæk Art med. Sparekassen har i forvejen bevilget 100.000 kr til Holbæk Art 2022. Det er en meget flot gestus, som vi og byen værdsætter.
Lars Petersson, adm direktør, Sparekassen Sjælland-Fyn siger: ”Jeg er glad for, at der er fundet en hurtig og fin løsning på placeringen af dette interessante kunstværk efter Holbæk Art uforskyldt kom i knibe med den tilbagetrukne tilladelse”.
Holbæk Art glæder sig også over, at Holbæk Kommune bidrager med hurtig sagsbehandling og et fint samarbejde på tværs af enheder. Det betyder, hvis alt går vel, at værket kan være klar til den planlagte åbning og fernisering den 25. juni kl. 14, Boxen, Østre Havnevej. Følg med på Holbæk Arts hjemmeside og sociale medier.
Kom med på en Cykel-Kunst-Tour til en del af Holbæk Arts samling af kunst på gavle og vægge – nu tillagt en del af de øvrige både kendte og mere ”glemte” kunstværker, der findes i det offentlige rum. Touren starter ved den tidligere Østre Skole og slutter i Strandparken, hvor vi bl.a. skal opleve pavillonen af den verdenskendte Olafur Eliasson.
Turen er på ca. 3 km og køres i et tempo alle kan følge med i.
Der køres på egne cykler.
“Kunst på cykel” er blevet til med støtte fra Holbæk Kommune.
Praktiske oplysninger:
Datoer: 24. maj og 2. juni.
Tidspunkt: kl. 18.30 til ca. 20.30.
Pris: 70 kr. pr. deltager, børn deltager gratis.
Tilmelding: info@holbaekart.dk senest tre dage før cykel-touren.
Max 15 deltagere.

Der er travlhed bag kulisserne i Holbæk Art, som nu har fundet de 4 vægge, der skal indgå i 5. edition 2022. Gavlene findes på særligt udvalgte steder i byen og spiller sammen med de øvrige værker og byens arkitektoniske udtryk.
Kurator Mette Kjærgaard Præst har nu valgt de 4 kunstnere og de første skitser er godkendt.
Navnene på kunsterne i Holbæk Art 2022 er:
Suzanne Treister
suzannetreister.net
Marie Kølbæk Iversen
mariekoelbaek.com
Linda Lamignan
lindalamignan.com
Patricia Dominguez
patriciadominguez.cl
Kunstnerne har alle arbejdet med temaet ”rejsen” og repræsenterer både dansk og international samtidskunst på højt niveau.