Eksklusivt værkstedsbesøg

Kære venner af Holbæk Art

Godt Nytår! Her kommer en usædvanlig invitation. Besøg i Statens Værksteder for Kunst den 12. januar.

Sankt Nikolai Kirke har fået en henvendelse fra Statens Museum for Kunst om at låne kirkens altertavlemaleri ”Kristus velsigner et lille barn” fra 1873 af Carl Bloch. Maleriet er indsat i det oprindelige store rammeværk, men nu skal det for anden gang i løbet af dets 150-årige levetid udlånes, første gang var til USA. Denne gang kan det opleves i en ny sammenhæng på udstillingen ”Carl Bloch – forført” fra 11. februar – 28. maj 2023, læs mere om hvordan SMK genfortæller historien om en af de største danske kunstnere: https://www.smk.dk/exhibition/carl-bloch/

Den store alterramme skal naturligvis ikke stå tom under udlånet, og i slutningen af januar bliver der opsat et midlertidigt kunstværk Triptychon #2. Kunstneren Jacob Remin, der står for det nye værk har sendt nedenstående invitation, som også gælder Holbæk Art. Det er selvsagt en anden type af værk end Holbæk Art selv arbejder med, men vi synes, at det er en enestående mulighed for at få indblik i den kunstneriske arbejdsproces.

Alle er velkomne, selvom det er med kort varsel, og måske for mange en lang vej.

Der bliver naturligvis også lejlighed til at se værket og møde kunstneren i Holbæk på et senere tidspunkt.

Se indbydelsen fra Jacob Remin (som konsekvent skriver med små bogstaver) her:

”jeg har ophold på statens værksteder i disse uger, hvor jeg arbejder på triptychon #2 til sankt nikolai kirke. arbejdet skrider støt fremad, og hvis du har lyst, kan du komme forbi statens værksteder på torsdag kl 14-15 til en lille “work in progress præsentation”.

Torsdag 12/1 kl 14-15
Statens Værksteder for Kunst Gammel Dok Pakhus.
jeg er i atelieret “store formater”.
Strandgade 27 B
1401 København K
Læs mere her.

de bedste hilsner,
jacob remin