Sensommeraktiviteter
Takket være en sommerpakke-bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen på i alt 150.000 kr, til kunstneriske
aktiviteter, kan Holbæks borgere og byens gæster glæde sig til en ny mini-festival.
Der lægges vægt på, at børn, voksne og familier kan mødes direkte og nede på jorden med kunst og kunstværk i Holbæk. Der bliver mulighed for selv at prøve kræfter med nye kunstformer og få nye oplevelser og viden. Det er kunst og kunstværk i øjenhøjde, lige her i Holbæk.
For Alle
Der er både familie workshops og særlige tilbud til det voksne publikum. Alle workshops er åbne og gratis for offentligheden og foregår efter drop-in-princippet. Alle får mulighed for at tale med kunstnerne og kunsthåndværkerne samt at prøve at arbejde med forskellige teknikker og materialer. Alle inviteres til at deltage i minifestivalens sommerworkshops. Der er gratis adgang, men tilmelding til enkelte af arrangementerne. Se mere i programmet, der er tilgængeligt på www.æglageret.dk, www.holbaekart.dk og www.danielbrophy.com. Flyers kan hentes på Holbæk Bibliotek og Æglageret fra 15. august. Se alle arrangementer og følg os på Facebook Holbæk Arts and Crafts Minifestival 2021. Holbæk Art og kulturrådgiver Lene Floris har været initiativtager til projektet, og mini-festivalen er et ligeværdigt og nyt samarbejde mellem de forskellige aktører indenfor kunst og kunsthåndværk. Bliver festivalen en succes, vil partnerne overveje at gentage og evt udvide festivalen.
Med venlig hilsen
Holbæk Art, Daniel Brophy Art og Æglageret