Emily Gernild

Bønnebord med palmekål

Emily Gernilds kompositioner blæser nyt liv og energi ind i det klassiske stilleben, der normalt gengiver opstillinger af blomster, frugter og glasvaser. Men Gernild arbejder ikke konkret ud fra fysiske opstillinger. I stedet er det hendes indre billeder af de opstillinger, bevidste og ubevidste, livet er fyldt af i gadebilledet og i hjemmet, som hun komprimerer ind i hvert maleri. De vante og måske lidt kedelige hverdagsobjekter som grøntsager og blomster bliver gjort levende og dynamiske i Gernilds billedunivers. Hvad gør egentlig stuebordet til et bord? Kan man bedst genkende en grøntsag på dens farve? Gernild omsætter de indre billeder, der opstår, når hun lader tankerne vandre og hun reflekterer over hverdagsobjekternes former og pudsige navne. I Bønnebord med palmekål pustes nyt liv i to hverdagsgenstande, et beigefarvet stuebord og en mørkegrøn grøntsag. Objekternes organiske form står i kontrast til den trekantede gavl i Kirkestræde, som de er malet på. Bønnebordets afrundede organform er vendt rundt, så det står op, mens det aflange, slanke palmekålsblad, som ligger på bordet strækker sig opad mod højre. Som Gernild har for vane, er formerne iklædt farver, så de ændrer karakter og ikke ved første øjekast afslører motivet. Kunstnerens leg med former, farver og perspektiv giver det genkendelig ny energi og danner nye billeder på nethinden hos beskueren.

Emily Gernild er født i 1985 i Odense. Hun bor og arbejder i København.