Marie Kølbæk Iversen

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981, Herning, DK) er en dansk billedkunstner, som bor og arbejder mellem København, Danmark, og Oslo, Norge. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og er praksisbaseret ph.d.-stipendiat på Kunstakademiet i Oslo, hvor hun undersøger aktiv mytisk tænkning og frygtens transformative potentiale mellem industrialiserede og ikke-industrialiserede verdner.
Kølbæk Iversen har udstillet sine værker både i Danmark og internationalt, herunder på Kai Art Centre i Tallinn (Estland, 2019), den 11. Gwangju Biennale: The Eighth Climate (What Does Art Do?) (Sydkorea, 2016), Biennale de l’image en mouvement (Schweiz og Australien, 2014/15). Hendes værker indgår i private og offentlige samlinger, bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst og Statens Kunstfond.

Fotocredit på portræt af Marie Kølbæk Iversen: Christian Brems