Per Mølgaard

The heart has got to open in a fundamental way

  • Nygade 5, Bysøplads, 4300 Holbæk

Værkets titel er hentet fra sangen ”Democracy” på Leonard Cohens album ”Future” fra 1992.

Typisk for Per Mølgaards motivverden udtrykker det et koncentrat af en mental oplevelse eller en sindstilstand, som her er menneskets fundamentale længsel efter kærlighed og medmenneskelighed.

Centralt i værket er to skikkelser, der er skildret i en sart og let ekspressiv ’blyantstegning’, på bagrund af et landskabsmotiv med et dybdeskabende, lineært perspektiv med lav horisontlinje og skrå linjer, som samles i et fjernt, lysende forsvindingspunkt.

Langs vejen sitrer lyset som små roterende sole fra gadelamperne og spreder sig herfra i en regn af farvesplinter i et ellers tomt og øde landskab – malet i knækkede, dæmpede farver typiske for  Mølgaards foretrukne farvepalette.

Maleriet har et følsomt, melankolsk udtryk, hvor de to androgyne skikkelsers længsel udtrykkes gennem deres følsomme kæmpehænder og de lange fremstrakte, slyngede arme. De to skikkelser står ikke i landskabet men svæver over eller uden på det, hvilket understreges af deres transparente kroppe og af det faktum, at de delvist bryder maleriets øvre ramme, så et hoved og en hånd stikker udenfor. Værket på Bysøplads peger på hvordan vi som mennesker forsøger at nå hinanden – og at det medmenneskelige møde kræver at vi åbner vores hjerter.

Per Mølgaard er født i 1969 i Roskilde. Han bor og arbejder i Sverige.