Igennem januar og februar har Holbæk Art afholdt fem gratis workshops for børn med udgangspunkt i Holbæk Arts værker.
De fem workshops blev til med støtte fra Holbæk Kommune og var oprindeligt kun fire workshops, men grundet en overvældende interesse måtte der hurtigt opjusteres til fem. Alle workshops har haft temaer, der både skulle gøre børnene klogere på et samtidskunstværk og give dem mulighed for selv at slippe kreativiteten løs indenfor temaer som beskyttende symboler, planeter og galakser, fabeldyr og totempæle.
Rikke Volf, der var workshopunderviser, udtaler: Det har været rigtig sjovt for mig som tovholder/underviser at tage udgangspunkt i værkerne fra Holbæk Art og se, hvordan børnene omsatte den inspiration. Sikke en fantasi, sikke et sprudlende overskud og en energiudladning af en anden verden! Det er kun børn, der kan lave det så vildt og sjovt. De voksnes verden blegner lidt i sammenligning. Tak til alle børn, fordi I var med og gav den gas! Og tak til Holbæk Kommune for at gøre det muligt.