Anna Bjerger

Utsikt 1, utsikt 2, utsikt 3

Anna Bjergers triptykon er malet i blændede vinduesåbninger, hvor hun har valgt at vise tre udsigter. De tre malerier baserer sig på anonyme fotografier og fanger hver sit flygtige øjeblik af livet, som det passerer forbi i det udsnit, som er vinduets ramme. Hvem, hvor og hvornår er for længst forsvundet. Tilbage står i stedet nogle spor eller tilstedeværelser i landskabet, som er almengyldige for menneskelivet, hvor de små skikkelser viser en række skæbner og livsforløb fyldt med møder, planer, tabte øjeblikke, forventninger og håb. Tiden i billederne markeres af figurernes bevægelse gennem landskaberne og af de skygger, der flytter sig hen over pladserne.

Anna Bjerger tog udgangspunkt i at bygningen der indrammer hendes værker ligger på en bakke, og valgte derfor at arbejde udfra et fugleperspektiv i sit motivvalg. De forsænkede udsigter ud over ukendte, urbane pladser kan på afstand aflæses som abstrakte farvefelter, men når beskueren nærmer sig falder motivet på plads.

Anna Bjerger er født i 1973 i Skallsjö. Hun bor og arbejder i Älmhult, Sverige.