Fie Norsker

Totem

  • Gasværksvej 1, 4300 Holbæk

Fie Norskers værk består af fem dele på en monokrom baggrund. Som titlen antyder, tager værket udgangspunkt i totempælens form og udtryk men benytter også andre figurer og former end dyr. Derudover er de tre karakterer med henholdsvis glad mund, sur mund og overrasket mund som også er en genganger i kunstnerens produktion.

Det tilsyneladende naive motiv balancerer mellem grotesk humor, livstræthed og mere dystre toner i et modsætningsfyldt univers. Som udgangspunkt giver de bløde jordfarver og pasteller i kombination med den lyserøde grundfarve motivet et optimistisk udtryk, men ved et nærmere eftersyn skildrer de lidt banale farver og den naive streg nogle arketypiske
figurer i en lidt skrøbelig opstilling.

Kunsthistorisk bygger Fie Norskers værk bl.a. på Primitivismen i det 20. århundrede, hvor Picasso, Henri Matisse og de danske Cobra-kunstnere m.fl. blev inspireret af masker og kunst fra ikke-vestlige kulturer.

Fie Norsker er født i 1974 i Seoul, Korea. Hun bor og arbejder i København.