Den sidste del af titlen på Malene Landgreens værk, ”In situ”, fortæller, at det er skabt specifikt til stedet. Det multifarvede maleri henter inspiration i de nærmeste omgivelser, så omgivende arkitektoniske elementer, påvirker værkets komposition. Motivet hægter sig fast på det øverste vindue i gavlens ’skæve’ facadekomposition. Vinduet bliver en del af udsmykningen og er
det, der ’skubber’ motivets signifikante figur og farverytme i gang.
Det dynamiske samspil mellem værkets skarpt tegnede former og den valgte farvepalette indbyder til, at man lader blikket vandre i delelementernes mange forskydninger af rektangler, trekanter og halvcirkler, som skiftevis samler og udvider sig i større og mindre helheder, i en vekselvirkning der kunne minde om et musikalsk forløb.
Malene Landgreen er født i 1962 i København. Hun bor og arbejder i København og Berlin.